Om Alsace

Vores historie

Restaurant l’Alsace blev grundlagt i Pistolstræde i 1978 og har siden været en af Københavns mest gennemførte fortolkninger af det franske og alsaciske køkken.

Restauranten blev åbnet af østrigeren Franz Stockhammer, som havde slået sig ned i København for kærlighedens skyld. I dag drives restauranten videre af hans datter, Josephine Stockhammer, sammen med Franck Dietrich – født, opvokset og udlært kok i Alsace.

Et køkken med kulturarv og kant

Alsaceregionen var i de gode gamle dage stedet, hvor mange danskere for første gang mødte fransk gastronomi – efter at være kommet sikkert gennem det tyske motorvejsnet på vej mod større oplevelser end autobahn-restauranterne kunne byde på. Regionen byder på skønne vine, der i både stil og smag adskiller sig positivt fra øvrige franske vine – og sammen med gastronomien bygger bro mellem det kraftige tyske og det forfinede franske køkken.

Tilbage i 1978 fandt Franz en særlig genklang i Alsaces køkken, hvor flodfisk, vildt, svampe, kastanjer og centraleuropæiske smage spillede symfonisk sammen med fransk kultur. Restauranten blev hurtigt kendt som en af Københavns bedste – og drives i dag videre med respekt for sit ophav, i balance mellem regional tradition og gastronomisk modernisering.

Om sommeren kan du nyde dit måltid udendørs i en af indre Københavns hyggeligste gårdhaver – som i en snæver vending kunne minde om et urbant parti fra Colmar, Ribeauvillé eller Riquewihr. Når vejret driller, finder du ly på terrassen med kig til bindingsværk og gulpudsede facader.

I vintersæsonen finder du let en hyggelig krog for to – eller et diskret chambre séparée til mindre selskaber med behov for ro.

En personlig fortælling – med generationer i ryggen

Josephine og Francks hjerter banker nu – som Franz Stockhammers dengang – for at skabe en særlig og særegen oplevelse. Her serveres ikke blot fransk mad, men det autentisk alsaciske køkken. Fra egnsretter til signaturserveringer med særligt alsacisk præg og smag.

I en by i rivende gastronomisk udvikling kræver det mod, præcision og passion at holde fast i det unikke. Det gør man her – med håndplukkede leverandører, stærke værdier og en generationsdyb forståelse for regionens smag og sjæl. Den dybt personlige tilgang kan både mærkes og smages. Og det afspejler sig tydeligt i de mange trofaste stamgæster, forretningsfolk og turister, der finder vej til hjertet af København.

“Jeg har faktisk først opdaget Alsace for få år siden. Nu er jeg stamgæst. Jeg kommer her for det autentiske menukort, det gode håndværk og stedets varme værtsskab, hvor jeg altid føler mig godt tilpas. Jeg elsker at prøve nye restauranter, men alligevel vender jeg tilbage hertil cirka hver anden uge.”
– Aleksander Haugstrup, stamgæst siden 2021

“Jeg har en stor forkærlighed for gastronomien i Alsace, og ingen steder i København finder man en oplevelse så autentisk som her.”
– Thomas Rode, stamgæst og gastronomisk sparringspartner på l’Alsace i 2025

Køkkenet på restaurant l'Alsace

En regional kultur med dybe rødder

I gamle dage var der ikke stor forskel på de gastronomiske traditioner i Nord- og Mellemeuropa. Man spiste det, der var tilgængeligt – og præserverede alt, hvad man kunne, for at klare sig gennem årets kolde og magre måneder. Frugter blev til marmelade, vin og brændevin. Grøntsager blev saltet og fermenteret. Kød og fisk blev sprængt, røget, tørret og saltet. Kål, kartofler, løg, mel og gryn var basis – og det var sild, torsk, gås, flæsk og pølser, der mættede.

Mange af disse råvarer præger stadig gastronomien i Alsace. Med tiden er der dog kommet nye muligheder og inspiration til – uden at det regionale særpræg er gået tabt.

I kolonitiden blev aromatiske krydderier tilgængelige og tilføjede farve og duft til maden. Inspirationen fra nabolande og andre europæiske køkkener fandt vej til Alsace – ikke mindst fra det italienske køkken. Pasta blev til Wasserstriwla. Fyldt pasta hedder Schneiderspaetele. Pizza? Den bages uden tomat og kaldes Tarte Flambée, Flammkueche – eller bare Flamm.

Den alsaciske mad er varm, generøs og grundfæstet. Den er ikke nødvendigvis kompliceret – men den kræver viden, respekt og tid.

Autenticitet og aktualitet går hånd i hånd

På Restaurant l’Alsace serveres det hele i en moderne fortolkning, hvor tradition og teknik går hånd i hånd – og hvor hver ret fortæller en historie fra flodernes og vinens region. Velkendte klassikere er nænsomt revitaliseret og tilpasset vores tid, hvor vitalitet og fokus på grønt er en selvfølge.

Her finder man få generiske franske klassikere – i stedet kredses der om det, der definerer Alsace-regionens gastronomi: floder frem for hav, svampe og flæsk frem for saltvandsfisk, surkål og sennep i stedet for smør og citron.

Her kan du nyde bækforel, sandart og ørred – eller følge jagtsæsonen fra sommerbuk til dåvildt med årstidens svampe. Og gå ombord i de regionale klassikere: choucroute, les Flamms, coquelet au Riesling, escargots eller frølår.

Hyldest til regionen: Plateau de Spécialités Restaurant l’Alsace

Menuen forener det robuste og det raffinerede – med en kompromisløs tilgang til, hvad der hører hjemme i det alsaciske køkken. Ét indslag skiller sig særligt ud: Det overdådige Plateau de Spécialités Restaurant l’Alsace – “Les Sept Sœurs”.

Inspirationen er hentet fra det klassiske franske skaldyrsfad – men her er det løftet til noget særligt og gennemsyret af regionens identitet. Du finder fx tarte flambée, frølår og råmarineret sandart – men også enkelte havdelikatesser, som har fået Alsacisk pas: iklædt fermenteret kål, vinaigrette på Sylvaner eller svøbt i Gewürztraminer.

Faktisk spiller alle syv af de klassiske Alsace-druer en diskret, men væsentlig rolle i smagen – i saucer, syrer og aromatiske nuancer. Det handler ikke om pynt – men om smag, substans og terroir.