Særegen, regional fransk gastronomi i hjertet af København
Velkommen til Restaurant l’Alsace – et lille stykke dansk gastronomihistorie med kraftig nordøstfransk dialekt. Siden 1978 har Restaurant l’Alsace stilsikkert kurateret gastronomien fra den lille region af samme navn, beliggende langs Rhinen – i smørhullet mellem Tyskland og Frankrig. Gennem snart et halvt århundrede har Restaurant l’Alsaces mad- og vinglade gæster for en stund kunnet genbesøge ferieminderne fra Alsace: choucroute garnie, matelote au Riesling, terrine, tarte flambée og andre klassikere – behørigt akkompagneret af regionens skønne vine.
De gode gamle regionale franske klassikere finder du stadig på menukortet – nænsomt revitaliserede og tilpasset den tid, vi er i, hvor vitalitet og fokus på grønt er en selvfølge. Autenticitet og aktualitet går hånd i hånd.
Gemt perle i indre København
På Restaurant l’Alsace er der karakter og hjertevarme. Med familierestaurantens personlige værtskab gennem generationer, den unikke placering i Pistolstrædes smukke, brostensbelagte gårdhave og den klassiske indretning præget af kunst og ro, er restauranten blevet et fristed for både stamgæster og livsnydere gennem årtier.
Skjult midt i byen – i en af middelalderbyens få bevarede offentlige baggårde – findes en sjælden gammel københavnerstemning, hvor toppede brosten, håndplukkede vine og specialiteter forenes. Her kan Restaurant l’Alsaces gæster nyde en rolig stund få skridt fra Strøget – langt fra trafik og travlhed – under grønne træer og med lyden af gårdens ikoniske ’skadespringvand’ i baggrunden.

Gårdens charme – året rundt
Det er muligt at nyde gårdens charme, uanset hvor lunefuldt det danske vejr måtte optræde. Fra de hyggelige, polstrede møbler på den lyse, overdækkede terrasse – som er åben og opvarmet året rundt – kan man sidde trygt i læ, mens man nyder det historiske kig ud af panoramavinduerne.
Længere inde i restauranten udfolder sig et forløb af smukke rum og nicher under kælderhvælvinger – nogle med udsigt mod dampende gryder i køkkenet. I en berusende duft af brunet smør kan man sidde privat og uforstyrret – blandt andet i det private selskabsrum med plads til op til 18 omkring et stort egetræsbord.
Træder man få skridt op ad en trappe, føres man op i en lys og åben mezzanin med udsigt over Ny Østergades liv – få skridt fra Kongens Nytorv og Det Kongelige Teater. Her er udsmykket med moderne og antik kunst, en smuk bar og udklip fra restaurantens rige historie, hvilket skaber en personlig og nærværende atmosfære.

Selskaber
Planlæg jeres næste selskab i stemningsfulde omgivelser – fra intime middage til store fejringer i hjertet af København. Omfavn roen, rummene og rammerne – hos l’Alsace er der plads til både fordybelse og fest.
