post

Spændende vinsmagning med Alsace vine

Torsdag den 29. oktober kl. 18.30 inviteres du til vinsmagning med Les Connaisseurs og familien Wunsch et Mann.

Huset Wunsch et Mann finder man i Wettolsheim, ikke langt fra Colmar, i et område, der regnes for at være et af de bedste vindyrkningsområder i Alsace.

Familien Mann har dyrket vin siden 1793, mens selve vinhuset Wunsch & Mann dog først blev grundlagt af Joseph Wunsch og Joseph Mann i 1948.

I dag ejer huset godt 20 hektar vinmarker på de bedst beliggende vinmarker i Wettolsheim samt i nabobyerne. Blandt parceller finder man grand cru-markerne Hengst og Steingrubler.

Siden 2008 er vingården blevet drevet økologisk i respekt for naturen og af hensyn til kommende generationer, og vi skal denne aften smage nogle virkelig flotte vine.

Til de 5 glas serveres en klassisk Alsace-menu bestående af:

Foie gras Variation.

Baeckeoffe – en specialitet i form af en simmerret bestående af flere forskellige slags kød

Æbletærte med streusel og vanilieis

Sæt et kryds i kalenderen torsdag den 29. oktober kl. 18.30.